Hvilke lande er medlemmer af SAARC?
SAARC står for South Asian Association for Regional Cooperation, som er en regional organisation bestående af otte nationer beliggende i Sydasien. Fra 2015 tegnede regionblokken sig for 3, 8% af verdens økonomi. Medlemskabet af den regionale blok består af Nepal, Pakistan, Indien, Maldiverne, Sri Lanka, Afghanistan, Bhutan og Bangladesh. Myanmar og Kina har udtrykt interesse for at tilslutte sig organisationen. Foreningen blev oprettet den 8. december 1985 i Dhaka, Bangladesh på et topmøde, der varetages af præsident Hussain Ershad i Bangladesh. Nogle lande som USA og Australien har fået observatørstatus.
Dannelse af SAARC
Organisationen blev dannet efter kulminationen af indsatsen, der startede i 1947 på den asiatiske relationerskonference. Det oprindelige mål var at skabe et handelsblok, der ville fremme harmoni blandt de sydasiatiske folk. Lande var modtagelige for ideen; Pakistan og Indien var imidlertid begge i første omgang tvivlsomme over foreningen. Indien troede på, at de mindre nationer ville gribe mod det, mens Pakistan frygtede, at Indien forsøgte at bruge organisationen til at styrke sin dominans i regionen og vende de andre lande mod Pakistan. Spørgsmålet blev løst efter diplomatiske konsultationer i FN-ledet og Bangladesh. Efter oprettelsen af organisationen blev landene enige om at samarbejde på fem hovedområder: sundhed og befolkningsaktiviteter, udvikling af landdistrikter, landbrug, meteorologi og telekommunikation.
Udfordringer over for organisationen
For at nå sine mål står organisationen over for en række udfordringer, især når det kommer til handel. De fleste lande producerer lignende produkter, der har gjort interregional handel stagnerende. Landene producerer hovedsageligt landbrugsprodukter, der ikke kun mindsker mulighederne for handel, men også øger konkurrencen for markederne. Handelshindringer som høje takster er også en stor udfordring for organisationens mål. Udvidelsen af handelen er blevet bremset, da de fleste lande har vedtaget protektionistiske politikker. En anden stor udfordring er den utilstrækkelige infrastruktur, der forbinder landene. Utilstrækkelig infrastruktur har gjort transport af varer i regionen til en stor udfordring, der hindrer handel. Manglen på politisk velvilje har også bidraget til det lave handelsniveau. Regionens ledere er ikke villige til at komme med incitamenter til intraregional handel, som har bidraget til stagnation af handel.
Fordele ved organisationen
På trods af udfordringerne for organisationen har medlemmerne været i stand til at høste nogle fordele. Lederne i medlemslandene har en platform til at mødes og diskutere multilaterale spørgsmål. Lande samarbejder om sikkerhedsspørgsmål for at opnå fred, som har været så uklar i regionen. Organisationens politik forhindrer medlemmerne i at blande sig i hinandens interne anliggender. Terrorisme er en stor bekymring for alle landene, og de er enige om at samarbejde meget om spørgsmålet på 12. og 13. topmøder. I 1992 etablerede organisationen en visumfritagelsesordning, der tillod forskellige kategorier af mennesker, herunder journalister og parlamentarikere at rejse inden for regionen uden visumbehov. Organisationen giver også uddelinger til enkeltpersoner og organisationer, der udfører aktiviteter, der gavner organisationen.
Organisationens potentiale
Ifølge Verdensbanken har interregional handel potentialet at vokse med mere end 200%, da blokken har ca. 21% af verdens samlede befolkning. Udover handel har blokken også potentiale til at udnytte mere end 80.000 MW vandkraft ved at udnytte potentialet i de himalayanske floder, der strømmer gennem de fleste medlemslande.
