Hvad er familialismens ideologi?
Også kendt som familisme er familialisme et trossystem, der prioriterer familien. Inden for dette system er der en formodning om, at familien vil tage sig af sine egne medlemmer og ikke videregive denne opgave til regeringen. I det vestlige samfund ses familien som en enkelt enhed, der består af en far, en mor og deres barn eller børn (ellers kendt som en nuklear familie). Denne enhed er den primære ordre af en operationel civilisation og samfund i vest. Den nukleare familie danner derefter grundlaget for en udvidet familie, der består af forskellige generationer. Den vestlige familialisme er imidlertid normalt mod andre former for familier og samfundsliv, der er kommet op i den moderne verden som forældre og dem i LGBTQ-samfundet.
Vestfamilien
Ganske vist har familialisme mange kritikere, der har givet denne ideologi flere navne som reaktionær, konservativ og endog destruktiv. Idéen om, at familien er en prioritet i forhold til statens politik, kan spores helt tilbage til den socratic-platoniske opfattelse af mikrokosmos og makrokosmos. Denne idé gælder især når det kommer til monarkier. Monarker forventer, at deres fag skal respektere kronen og den person, der bærer kronen på samme måde som en patriarkalsk familie opererer. Denne form for tænkning fremmer diktatorisk regel, da faderen gør alle regler og beslutninger, og de skal følges uden nogen form for uoverensstemmelse.
I moderne tid er familien stadig en vigtig ting. Moderne lærde som Louis de Bonald har lignet familien som en minuslig nation med faderen som leder, moderen indtager en ministers stilling, og børnene er emner. Faderen er den stærke, mens barnet er den svage. Denne forskel i karakter og magt formidles af moderen. Ifølge Bonald er skilsmisse den første fase af diskord i staten. I det øjeblik den højeste myndighed har en udfald med mediet, så bliver alt kastet i kaos.
Kritik af vestlig familialisme
I praksis har nogle kritikere oplyst, at denne form for familialisme ikke fanger hele kompleksiteten af familien som en social enhed. I moderne perioder er det umuligt at garantere, at manden vil få tilstrækkelig løn til at tage højde for hele familien. Faktisk er moren i mange tilfælde familieens brødvinder.
Vestlig familialisme undlader også at genkende LGBTQ-samfundet som en social enhed. Som sådan har LGBTQ-samfundet været hård på denne ideologi og har endda defineret vestlig familialisme som en stiv og konservativ ideologi fremmet af personer, der ignorerer alle beviser omkring dem.
Anden kritik er kommet fra psykiatriens verden. Dybest set er argumentet, at dette system normalt fjerner forældrene og sætter al skylden, hvis der skulle være nogen, på barnet, der således påvirker barnets udvikling negativt. Forskere som Karl Max har også kritiseret ideologien ved at betegne det et udnyttende system, der er hårdt på moderen og de børn, der anses for at være arbejdstagere.
Familialisme i Politik
I familialisme er ansvaret for familien for velfærd og økonomiske behov hos dets medlemmer. Interessant nok har udtrykket "familieværdier" været anvendt forskelligt af de demokratiske og republikanske partier i USA. Det demokratiske parti henviser til "familieværdier" til støtte for barselsorlov, overkommelig børnepasning og familieplanlægning som f.eks. Sexundervisning og abortrettigheder. Det republikanske parti bruger derimod generelt udtrykket "familieværdier" for at henvise til kvindernes traditionelle rolle i hjemmet, afholdenhedsuddannelse og modstand mod ægteskabsægteskab, seksuelle forhold uden for ægteskab og legaliseret abort. Familialisme i politik er også oplevet i lande som Singapore og Rusland.
