Hvad er EU (EU)?

Oversigt

Den Europæiske Union (EU) er den nuværende tilstand af det såkaldte "Europæiske Fællesskab", som har udviklet sig i de sidste syv årtier efter 2. verdenskrig, en affære, der hærgede det europæiske kontinent. Den Europæiske Union, enten direkte gennem sig selv eller gennem dets sammenslutninger og / eller tilknyttede organer, har til formål at regulere og fremme den økonomiske forbedring af dets nationale og multilaterale markeder, beskytte menneskerettighederne, udøve civil og social retfærdighed og øge lethed og effektivitet i kapitalbevægelser, varer, tjenesteydelser og mennesker på tværs af landets grænser. Fra begyndelsen af ​​1950'erne har EU løbende udvidet sig siden for at nå frem til en zenith af 28 medlemsstater, der blev reduceret til 27 med afgang fra Det Forenede Kongerige efter en national folkeafstemning den 23. juni 2016.

EU's bestående organer

Rådet for Den Europæiske Union

Representerer de kollektive udøvende regeringer i de enkelte medlemsstater.

Den Europæiske Unions Domstol

EU's retsinstans.

Centralbank

Udsteder euroen og administrerer pengepolitikker for lande, der bruger det.

Europa-Kommissionen

Opretholder og gennemfører traktater og beslutninger, foreslår lovgivning og administrerer daglige anliggender for EU-virksomhed.

Det Europæiske Råd

De kollektive statsoverhoved for EU-medlemmer, Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand.

Den Europæiske Revisionsret

Undersøger og reviderer EU's budget.

Europa-Parlamentet

Direktevalgt del af EU's lovgivende organ, der arbejder sammen med Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union.

Historisk baggrund og formation

År 1945 oplevede slutningen af ​​den dødeste episode i menneskehedens historie: 2. verdenskrig. For mange ledere over hele Europa og rundt om i verden blev det tydeligt, at denne tragiske ødelæggelse opstod i store århundreder lange præcedenser af forankret fremmedhad og militant nationalisme. Faktisk var både Mussolini i Italien og Hitler i Tyskland kun i stand til at se, at deres respektive stigninger til magten blev gennemført ved at sprede frygt og mistillid blandt deres landsmænd med hensyn til andre lande og endda medlemmer af ikke-dominerende mindretalkulturer inden for deres eget. Som følge heraf begyndte flere nationale ledere fra hele dette nye post-2. verdenskrig Europa at arbejde sammen for at finde løsninger, som ville øge samarbejdet og tilliden mellem andre europæiske lande. Samtidig blev Sovjetunionen og andre socialistiske republikker i hele Europa og hinsides i stigende grad trukket mod kapitalistiske lande i en ny "Cold War", en ideologisk krig mellem markedsøkonomier og kommunisme.

Paris-traktaten (1951)

Den 18. april 1951 undertegnede Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland traktaten af ​​Paris. Disse "indre seks" nationer var først og fremmest hensigten om at dele naturressourcer, der anvendes i tung industri, og traktaten gav effektivt anledning til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Disse konsekvenser var imidlertid betydeligt mere vidtrækkende, da dette økonomiske samarbejde viste sig at åbne flere døre end nogensinde før for diplomatiske forbindelser mellem nogle af Europas og verdens førende industrialiserede lande. Dette var begyndelsen på, hvad der ville blive EU, som vi nu ved det.

Rom-traktaten (1957)

Den 25. marts 1957 kom de samme seks nationer, der havde dannet Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, igen sammen for at styrke deres multilaterale obligationer. Ved at strategisk minimere toldsatser i forbindelse med handel mellem nationerne tillod denne nyudvidede organisation, nu kendt som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), friere bevægelser af mennesker, investeringer, ydelser og varer importeret og eksporteret mellem landene. Traktaten var også et stort skridt i retning af muligheden for at oprette multinationale sociale politikker og programmer for at forbedre menneskers liv inden for og tværs af disse nationer 'landegrænser.

Udvidelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)

Efter et årti og en halvtallet af generelt positive udviklinger mellem EØF og dets oprindelige indre seks, klagede andre førende europæiske økonomier i stigende grad til at deltage i de potentielt fordelagtige og vidtrækkende resultater for sig selv. Da verden hilste på et nytår fejring den 1. januar 1973, hilste ØSU tiltrædelsen af ​​tre nye medlemmer: Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige. I 1980'erne blev der stadig flere udvidelser med Grækenland, Spanien og Portugal, der også tiltrådte Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Den samme æra var også præget af en udvidelse af EØF's horisonter, idet Schengen-aftalen fra 1985 befriede grænsekontrollen mellem medlemsstaterne, og den europæiske enhedsakt fra 1986 gør det samme for transeuropæisk frihandel. Da muren i Berlin faldt sammen med de kommunistiske regimer på hele kontinentet, forekom det sandsynligvis og viste sig profetisk, at mange af disse tidligere socialistiske republikker også ville ønske at være en del af dette friere europæiske samfund selv. Dette skete snarere end senere for Østtyskland, som blev en del af EØF i kølvandet på sin geopolitiske genforening med sin vesttyske modstykke i 1990.

Maastricht-traktaten

Maastricht-traktaten blev underskrevet i Holland i 1992 og blev effektiv det følgende år. Målet var at gå et skridt ud over EØF's tidligere sfære og skabe en virkelig integreret europæisk markedsplads. Det langvarige navn "Det Europæiske Fællesskab" blev også officielt, da udtrykket Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev mindre og mindre præcist, da Maastricht-traktaten yderligere pressede Det Europæiske Fællesskabs område til at nå længere og længere end økonomien. Måske var en af ​​Maastricht-traktatens vigtigste resultater en oprettelse af euroen, en fælles valuta, som nu anvendes af 19 EU-medlemsstater i stedet for deres egne nationale valutaer. Traktaten indeholder også detaljerede oplysninger om forvaltningen af ​​gæld og finanspolitik inden for og mellem de deltagende EU-medlemslande.

Hurtig vækst af medlemskab

Efter Maastricht-traktaten tiltrådte flere og flere medlemmer, herunder en række tidligere kommuniststyrede nationer, Det Europæiske Fællesskab, hvilket er resultatet af den øgede liberalisering af politikker og standarder, der regulerer sådanne nye indgange. Østrig, Finland og Sverige deltog hver gang i begyndelsen af ​​1995 med en hidtil uset bølge af 10 yderligere deltagere i maj 2004. Mere nylig har EU (i det væsentlige betegnelsen, der er brugt til at beskrive det nuværende EU) tilføjet dens fold Bulgarien og Rumænien i 2007 og Kroatien i 2013.

The Brexit: Det Forenede Kongerige forlader EU i juni 2016

Allerede siden Det Forenede Kongeriges tilslutning til Det Europæiske Fællesskab i 1973 har mange britiske borgere og lovgivere gjort gældende, om landets sted i EU var berettiget eller ej. På trods af de mange privilegier, som Det Forenede Kongerige har fået på grund af EU-medlemsstatus, har mange kritikere påpeget, at såkaldte medlemsafgifter efter deres mening har skadet den britiske økonomi, og de friere grænser har formindsket den britiske national sikkerhed. Spørgsmålet mellem "Brexit" (der ønsker en britisk exit) og "Bremain" (der ønsker deres land at blive) kom i spidsen med en national folkeafstemning om, hvorvidt landet ville fortsætte som EU-medlem eller ej. I en stram stemning kastede 17, 4 millioner britiske vælgere deres afstemninger for at forlade Den Europæiske Union, der oversteg de 16, 1 millioner, der ønskede at blive. Afstemningen viste også klart regionforskelle i præferencerne, en engelsk og walisisk vælgere blev set langt mere tilbøjelige til at ønske at forlade EU, og skotske og nordlige irske ville sandsynligvis ønske at blive. Dette har endda givet anledning til en genopblussen af ​​nogle af de græde til en irsk genforening bortset fra Storbritannien og en anden folkeafstemning om skotsk selvstændighed, en foranstaltning, der var blevet stemt ned kun to år tidligere. Den britiske premierminister David Cameron annoncerede sin hensigt om at træde tilbage efter folkeafstemningen.

Den Europæiske Union (EU) - Medlemmer, Institut og Historie

Rang	EU-medlemmer	Dato tiltrådt
1	Østrig	Januar 1995
2	Belgien	Grundlægger (1958-traktaten af ​​Rom og 1993-traktaten af ​​Maastricht)
3	Bulgarien	Januar 2007
4	Kroatien	Juli 2013
5	Cypern	Maj 2004
6	Tjekkiet	Maj 2004
7	Danmark	Januar 1973
8	Estland	Maj 2004
9	Finland	Januar 1995
10	Frankrig	Grundlægger (1958-traktaten af ​​Rom og 1993-traktaten af ​​Maastricht)
11	Tyskland	Grundlægger (Rom-traktaten fra 1958, som Vesttyskland)
12	Grækenland	Januar 1981
13	Ungarn	Maj 2004
14	Irland	Januar 1973
15	Italien	Grundlægger (1958-traktaten af ​​Rom og 1993-traktaten af ​​Maastricht)
16	Letland	Maj 2004
17	Litauen	Maj 2004
18	Luxembourg	Grundlægger (1958-traktaten af ​​Rom og 1993-traktaten af ​​Maastricht)
19	Malta	Maj 2004
20	Holland	Grundlægger (1958-traktaten af ​​Rom og 1993-traktaten af ​​Maastricht)
21	Polen	Maj 2004
22	Portugal	Januar 1986
23	Rumænien	Januar 2007
24	Slovakiet	Maj 2004
25	Slovenien	Maj 2004
26	Spanien	Januar 1986
27 28	Sverige Det Forenede Kongerige	Januar 1995 Januar 1973